En god oplevelse
Hvordan sikrer man sig, at den første jul sammen med sit livs lys ikke bliver en rigtig dårlig og frustrerende oplevelse – eller måske den sidste?
Hvis dette er jeres første jul som par, så stort til lykke! Den første jul sammen kan være meget speciel, og I kan gøre jeres til, at det bliver en mindeværdig oplevelse.
Mange lægger store følelser i højtider og traditioner.
Nogle mere end andre, så hvis forventningerne er for forskellige, og de ikke bliver italesat inden det går løs, kan de give nogle ubehagelige knaster i parforholdet fremover.
Ofte følger der i et nyt parforhold to familier med, der begge gerne vil gøre deres bedste for det nye par, men hvor ønskerne kan gå i hver sin retning.
Udfordringerne er mange. Der er både julefrokoster, julearrangementer, udsmykning, gaver, og selvfølgelig selve jule- og nytårsaften.
Hvor skal man være?
Hvem skal deltage?
Hvilke traditioner skal man holde fast i, hvilke skal man gå på kompromis med, og hvilke skal man helt skippe?
Klik her for at se flere anmeldelser
Tips
Her er nogle tips, der kan være med til at gøre jeres første fælles juleferie til en god oplevelse:
# 1) Lav i god tid (i slutningen af november eller begyndelsen af december) en forventnings-afstemning med hinanden. Har du mest lyst til at gå ud i skoven for at fælde et juletræ, eller købe det i den lokale forretning – eller slet ikke at have juletræ? Hvis træet skal købes eller fældes, vil det være en god idé at gøre det sammen. Hvilken type julepynt har I lyst til at købe sammen, og hvilke vil I beholde fra hver især? Er der nogen film, I ønsker at se? Hvilke arrangementer skal I med til – sammen og hver for sig?
# 2) Læg en plan for, hvornår I gør hvad. Synkroniser jeres kalendere. Reserver tidspunkter til familie- og venne-besøg – og tid til hinanden. Det sidste er særdeles vigtigt. Især hvis der er børn og bonusbørn involveret.
# 3) Lad være med at proppe for meget familietid sammen på for kort tid. Hvis alle skal besøges første juledag, kan det blive hæsblæsende og ikke nogen god oplevelse. Hvis alle skal have, risikerer I, at ingen får. I stedet kan I med fordel sprede familiebesøg ud over hele julemåneden.
# 4) Læg et budget for juleindkøbene. Både gaver og andet. Alt det sjove ved indkøbene i december skulle nødigt blive afløst af gæld og hovedpine i januar. Husk udgifter til blandt andet dekorationer, træet, nyt tøj, transport, billetter, mad, arrangementer, osv. Når I har lagt budgettet, så hold jer så vidt muligt til det!
# 5) Forbered familiemedlemmer og venner på, hvad der skal ske. På den måde undgår I alt for mange sårede følelser. Det er normalt aldrig let at skulle prioritere, især ikke første gang, men det er nødvendigt at informere folk ordentligt.
Forandring
Forandring er aldrig let, så vær respektfuld, lyt til deres bekymringer, og vær medfølende. Det kan godt tage lidt tid for dem at forstå, at jeres valg er praktiske og fornuftige, og ikke en personlig fornærmelse. Du har et nyt liv sammen med en ny person, og det vil helt sikkert give forandringer.
# 6) Start jeres egne traditioner. Et nyt parforhold er starten på en ny familie. Der vil komme nye traditioner, og nogle af de gamle familieritualer vil bestå eller forsvinde. Find ud af, hvad I har lyst til. Selvfølgelig kan en tradition ændres, men det er lettest at holde fast i dét, man er startet på. Tal omhyggeligt sammen om, hvad I hver især kunne tænke jer, og find ud af hvordan det kan gennemføres bedst muligt.
# 7) Gavekøb kan være en stressende oplevelse – især for manden! Imidlertid er der også her tale om forventninger. Hvis du føler, at intet mindre end den ”perfekte” gave er det eneste, der du’r, har du med stor sandsynlighed sat dig selv op til problemer. Både tidsmæssigt og økonomisk. Både på den korte og den lange bane. Det behøver ikke at være så kompliceret. Snak om dine egne forventninger og lyt til din partners.
Faktisk bør den eneste forventning til partneren i parforholdet være, at vedkommende er ærlig om hvad han/hun vil.
Alle andre typer forventninger handler i bund og grund mere om krav end om kærlighed.
#8) Pynt op sammen. Både inden- og uden-dørs. Det vil styrke sammenholdet. Spil julemusik og spis juleknas, mens I pynter op. Det vil være med til at øge den gode julestemning.
#9) Reflekter lidt over jeres første år sammen. Kig tilbage på jeres liv siden brylluppet eller sammenflytningen. Hvad har overrasket dig mest? Hvad har været den mest dramatiske overgang fra singletilværelsen til at leve sammen? Hvordan tror du, at resten af jeres første hele år sammen vil gå?
Afslutningen af kalenderåret er et godt tidspunkt at reflektere over, hvad der er sket, og hvad man ønsker at der kommer til at ske. Aftal fx sammen at læse en bog om parforhold i det nye år. Deltag i et parforholdskursus. Overvej at gå i vedligeholdende parterapi. Gør noget i det kommende år som investering i sundhed og forøgelsen af kvaliteten i jeres parforhold.
#10) Lav forventningsafstemning med hinanden (Se www.parforhold-parterapi.dk/forventningsafstemning)
Med disse ti punkter vil I have lagt grunden til en god oplevelse sammen i juledagene, og en styrkelse af sammenholdet fremover.
.
https://www.parforhold-parterapi.dk/wp-content/uploads/2016/12/Frb-Bladet-dec16-2-stor.jpg
.
.