Hvorfor gør vi ting, som egentlig er besværlige, og som vi egentlig ikke har spor lyst til? Det gør vi, når vi føler en forpligtelse, eller fordi der er et højere formål med det, vi laver.
Børneopdragelse tjener for eksempel et højere formål. Oftest er det besværligt at opdrage sit barn. Det er meget lettere og sjovere bare at lade det passe sig selv og lade tingene ske – altså lettere og sjovere på den korte bane. Når man opdrager sit barn, vil det helt naturligt stritte imod og protestere. Men som med alting, er for meget eller for lidt ikke godt. En for hård opdragelse skader barnet både her-og-nu, samt på længere sigt, og ingen opdragelse overhovedet vil skade barnets relationer med andre mennesker resten af dets liv. På samme måde vil for hård en kurs i parforholdet naturligvis skade det, men hvis man bare lader det sejle af sig selv, kommer konsekvenserne senere.
I sommer tog jeg min datter med på en familiefestival på Langeland, og folk har spurgt mig, hvorfor jeg dog havde lyst til at stå i kø til toiletterne i timevis og ligge i telt i regnvejr, når jeg kunne tage på luksusferie med hende i stedet – hvad vi da også gør en gang imellem. Men selv om det er hamrende besværligt og ubehageligt på en telttur, mener jeg, at det er vigtigt for min datter at lære, hvad det vil sige at vaske op i koldt vand, at fryse, at rende rundt i mudder, altså kort sagt at have masser af besværlige udfordringer. Når det har et højere formål, så er det vigtigt at gøre det – og så gør jeg det!
Klik her for at se flere anmeldelser
Jeg tager hende også med på luksusrestauranter, i stedet for fx at tage på McDonalds (hvor vi bogstaveligt talt aldrig har været), fordi jeg har et opdrageransvar over for hende. Det betyder noget, at hun sidder ordentligt ved bordet, og at hun lærer at være høflig, og sige ”ja tak” og ”nej tak”. Hun skal lære at skelne mellem forskellige situationer, hvor man kan være afslappet og pjatte, og andre steder, hvor man med fordel kan opføre sig på en bestemt måde.
I parforholdet har vi også hver især forpligtelser, som tjener højere formål.
For kvinden er det at være sin mands største fan, smile til ham, rose ham, og anerkende ham for alt det, han gør – også selv om han har gjort ni ud af ti ting ”forkert”. Kvinden skal gøre noget ud af sig selv, og synes, at han er helt vidunderlig. Hun skal tydeligt vise ham, at hun er taknemmelig for, at han er hendes store stærke og maskuline mand.
For manden er det at begære sin kvinde. Det vil sige at han aldrig holder op med at fortælle hende, hvor vidunderlig hun er, at han elsker hende, og at hun er KVINDEN for ham. Han skal kigge på hende med sine varmeste øjne og fortælle hende, hvor pragtfuld hun er. Selv når han synes, at nu er det vist for meget, skal han fortsat fortælle hende, at han elsker hende. Han skal gøre hende tryg. Han skal lukke hende ind i sit liv og sit eventyr, og fortælle hende, hvad der sker inden i ham (så godt han nu kan). Han skal finde de romantiske sider frem i sig selv, også selv om det er svært. Han skal gøre hende en masse små tjenester hver eneste dag, der viser hende, at han ser hende, anerkender hende, påskønner hende, og er taknemmelig for, at hun er hans kvinde. Han skal give hende sin tid, sit nærvær, gaver, og han skal røre ved hende.
Det handler i bund og grund om de fem kærlighedssprog, som er:
- Ord
- Tid til hinanden
- Tjenester
- Gaver
- Fysisk berøring
Alt dette kan for hver af dem føles besværligt, og måske også kunstigt, men for den anden vil det være helt fantastisk. Og både manden og kvinden skal gøre det, fordi det har et højere formål. Det holder nemlig parforholdet sundt og raskt.
Disse ting er svære, men heldigvis kan det læres. Hvis det havde været let, havde I jo gjort det for længe siden. Nogle lærer det på den hårde måde gennem dumheder, smertefulde fejltagelser, tumlen rundt i blinde, men der findes heldigvis lettere måder at lære det på.
Når du får overblikket over dit liv og parforhold, og ved, hvad der skal gøres, så bliver det meget nemmere og sjovere.
9:44 minutter
.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.
Tanker på vandring! Kærlighedens veje og vildveje.
Langdistancevandring – med refleksioner uden filter.
Flere videoer på www.parforhold-parterapi.dk/tanker-paa-vandring
Læs en relateret artikel på
www.parforhold-parterapi.dk/_parforhold/lyst-pligt-og-hensyn-til-hinanden
.